Vedtægter for forældrerådet

Vedtægter for forældrerådet ved Sct. Michaels Børnehave, Sct. Michaels Gade 10, 6000 Kolding.

  

§1   Det er institutionens bestyrelse der har det overordnet ansvar for børnehavens økonomi og personale. Institutionens formål er det, som fremgår af Institutionens vedtægts §4. Institutionens målsætning fremgår ligeledes af Institutionsvedtægtens §4. 

§2       Det er forældrerådet opgave, at

-       Fastlægge principper for børnehavens virksomhed

-       Fastlægge principper for anvendelsen af en budgetramme

-       Foretage indstilling i forbindelse med ansættelse af fastansat personale

         

Forældrerådets funktioner og opgaver vedrører således principper omkring dagligdag og indhold, og rummer ikke kompetence i forhold til ledelse og konkrete dispositioner og handlinger, idet denne kompetence ligger på henholdsvis institutionsbestyrelsen, institutionens leder og afdelingslederen.

 

 

§3       Forældrerådet består af 5 medlemmer.

            3 medlemmer vælges af og blandt de aktuelle forældre

            2 medlemmer udpeges af institutionsbestyrelsen

 

           I forældrerådets møder deltager desuden – uden stemmeret – 1 medlem valgt blandt det fastansatte pædagogiske personale, institutionens leder og institutionens afd. leder samt 1 fra forældrerådet.

 

           Udover rådets medlemmer vælges der 1 suppleant for de forældrevalgte medlemmer og 1 suppleant for medarbejderrepræsentanten. En suppleant indtræder i forældrerådet, når et rådsmedlem udtræder heraf som følge af, at tilknytningsforholdet til institutionen ophører.

 

§4       Forældrerådets forældrevalgte medlemmer vælges på et forældremøde, som afholdes i april kvartal. Valgperioden påbegyndes umiddelbart efter valget, og løber i to år til nyvalg har fundet sted.

 

            I lige år vælges én forældrerepræsentant og i ulige år to forældrerepræsentanter. Første gang der afholdes valg til forældrerådet afgøres det ved lodtrækning, hvem der kun er valgt for en etårig periode. Samme fremgangsmåde anvendes, hvis der opstår situationer, hvor alle tre forældrevalgte medlemmer er på valg på én gang.

 

            Valget indkaldes af det siddende forældreråd med 14 dages varsel. Første gang der afholdes valg indkaldes forældremødet af forældrerådet ved afdelingslederen.

 

            Desuden vælges to suppleanter for ét år ad gangen. Disse indtræder i forældrerådet, når et medlem udtræder og i den rækkefølge de er blevet valgt.

 

            Medarbejderrepræsentanter i forældrerådet (suppleanten) vælges på et persona-lemøde for alle fastansatte medarbejdere i institutionen. Afdelingslederen indkalder til mødet. Valgbare er det pædagogisk personale (fastansatte pædagoger og pædagogmedhjælpere).

 

            Afdelingslederen har ikke valgret og er ikke valgbar. Personalemødet afholdes i januar kvartal, idet valget af medarbejderrepræsentanter skal være foretaget inden valget af forældrevalgte medlemmer. Valghandlingen er skriftlig, hvis en medarbejder ønsker det.  Den medarbejder, der har fået flest stemmer, er valgt. Ved stemmelighed foretages omvalg mellem dem med det højeste stemmetal. Herefter lodtrækning.

 

§5       Forældre med børn i børnehaven er valgbare og har valgret ved valget af forældrerepræsentanter til forældrerådet. Ved valget kan der afgives én stemme pr. indskrevet barn i børnehaven. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 

            Valgbarhed og valgret gives endvidere følgende:

            Personer, som har et barn boende hos sig i døgnpleje efter lov om social service. Personer, der har indgået ægteskab med indehaveren af forældremyndigheden over et barn, og som tilhører samme husstand som forældremyndig-hedsindehaveren og barnet (det er herved en forudsætning, at forældremyndigheden over barnet ikke ved aftale er delt mellem forældrene).

 

            Ugifte fædre, der tilhører samme husstand som forældremyndighedens indehaver og barnet.

 

            Medarbejdere med børn i institutionen er ikke valgbare som forældrevalgte medlemmer.

 

            Valg til forældrerådet sker ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed finder en ny afstemning sted mellem de kandidater, der ved første afstemning fik lige mange stemmer. Valgproceduren foretages skriftligt.

 

§6       Forældrevalgte medlemmer udtræder af forældrerådet, når medlemmets barn ophører i institutionen, hvorefter suppleanten indtræder. Medlemmet kan dog undtagelsesvis fortsætte i forældrerådet frem til næste valg, såfremt der er énstemmig enighed om det i den øvrige del af forældrerådet. Hvis der ikke er fuld enighed, må det pågældende medlem udtræde.

 

            Medarbejderrepræsentanter udtræder af forældrerådet på det tidspunkt, hvor den pågældende enten selv har indgivet sin afskedigelse eller er blevet opsagt af institutionen. Suppleanten indtræder herefter i forældrerådet.

 

§7       Forældrerådet konstitueres med en formand og en næstformand, der vælges af og blandt de forældrevalgte medlemmer.

 

§8       Forældrerådet godkender – efter indstilling fra afdelingslederen – institutionens virksomhedsplan.

 

            Planen skal bl.a. indeholde:

-       Principper for børnehavens virksomhed

-       Principper for anvendelsen af den afsatte budgetramme

           

          Planen gælder for et år ad gangen, og kan tidligst fremlægges for forældrerådet m.h.p. dennes godkendelse tre måneder efter valget til forældrerådet.

 

I samarbejde mellem afdelingslederen, institutionsbestyrelsen og forældrerådet kan der herudover – af afdelingslederen – udarbejdes generelle krav og ønsker til indholdet af planen.

 

§9       Forældrerådet har indstillingsret til institutionsbestyrelsen (henholdsvis afdelingslederen) på følgende områder:

-       Godkendelse af budget og regnskab

-       Ansættelse af fast personale

-       Placering af den daglige åbningstid

-       Eventuel ferielukning

 

§10     Forældrerådet afholder mindst 4 møder årligt. Formanden indkalder til og leder møderne. Forældrerådet er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens stemmeberettigede medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig flertalsbeslutning. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

 

            Afdelingslederen deltager i forældrerådets møder som sekretær. Med sekretær menes der, at afdelingslederen er den, som undersøger og forbereder sager og forsyner forældrerådet med relevante og nødvendige oplysninger. Derimod behøver betegnelsen ”sekretær” i denne sammenhæng ikke nødvendigvis indeholde administrative sekretærfunktioner, som eksempelvis referatskrivning, idet denne form for sekretæropgaver bør varetages af forældrerådets medlemmer.

 

§11     Der kan kun træffes beslutninger og handles på forældrerådets vegne såfremt der er afholdt møde med det pågældende punkt på dagsordenen.

 

§12     Forældrerådet kan beslutte at afholde et møde eller en del heraf for lukkede døre.

 

            Forældrerådet kan indbyde andre til at deltage i sine møder.

 

 

Information

an image
Sct. Michaels Børnehave
Sct. Michaels Gade 10
6000 Kolding
Email: post@sct-michaels-bornehave.dk

Telefon: 75 52 28 34